.I dette skoleår deltager jeres klasser i OS-forløbet, et projekt om børn og unges digitale liv og trivsel. Målet er at give elever, lærere og forældre et fælles sprog om livet med skærme – og hvordan man kan støtte hinanden om et godt digitalt liv. Forløbet gennemføres i samarbejde med Aarhus Universitet.
Inden Lektion 0 skal forældrene have modtaget informationsbrevet om forskningen og haft mulighed for at sige nej til, at deres barn deltager. Hvis nogen forældre har sagt nej, skal deres barn stadig være med i undervisningen, men de skal ikke udfylde spørgeskemaet.
Lektion 0 fungerer som en kort introduktion til OS-forløbet og som starten på forskningsdelen. Eleverne får udleveret Elevens Bog, der fungerer som bindeled mellem skole og hjem, og udfylder det første spørgeskema. Du finder et link til spørgeskemaet samt information om, hvorledes det udfyldes nedenfor under punktet ‘Dagens aktivitet’. Det andet spørgeskema udfyldes, når forløbet er afsluttet, og det tredje fire måneder senere.
Dagens startskud
Denne lektion er en kort introduktion til oS!-forløbet og samtidig start på forskningsdelen.
Fortæl eleverne om OS! (5 min)
Uddel Elevens Bog. Der skal være én til hver elev med navn. På første side i bogen findes deres personlige forskningskode, som de skal bruge til spørgeskemaet.
Fortæl kort, at:
- Jeres skole er med i et nyt forløb om børn og unges digitale liv, og hvilken fremtid I ønsker for jer selv og de næste børn, der får telefoner, Ipads osv.
- OS! skal også hjælpe lærere og forældre med at forstå klassens liv med skærme, og hvordan I kan hjælpe hinanden, fx hvis nogen har en dårlig oplevelse.
- Forløbet laves sammen med Aarhus Universitet. Derfor skal eleverne svare på spørgeskemaer før og efter forløbet om hvordan de har det, og deres digitale liv.
Giv eleverne et overblik over OS!-forløbet:
- Forløbet varer 10 uger, med undervisning hver anden uge.
- Hver gang arbejder de med et nyt tema i klassen, og små opgaver i Elevens Bog derhjemme med deres voksne.
- I dag udfylder de det første spørgeskema – de gentager det efter forløbet og igen efter fire måneder.
- Nogle klasser deltager også i korte spørgeskemaer via appen m-Path. Hvis jeres klasse ikke er med, skal du som lærer ikke nævne det.
Opvarmning til lektion 1 (5 min)
- Spørg eleverne om, hvilke apps de har, og hvilke sider de tit bruger online.
- Skriv op på tavlen,
- Tag evt. noter i lærerens bog.
- Sørg for at alle har sagt mindst én eller to ting de bruger på deres telefoner, tablets, computere og konsoller til (eller nikket til det andre siger).
I næste lektion “Kort over OS” laver eleverne et landkort over deres digitale verden. Til det skal de klippe billeder ud fra et ark med kendte apps (se Lektion 1: Udklipsark nederst). Arket man kan hente her på siden, er et eksempel, som en lærer har delt. Det kan dog være, at ikonerne ikke passer til din klasse, og at nogen derfor kan føle sig udenfor. Derfor kan du opdatere arket i Word, med apps du hører om på nu..
Den korte snak er også en god opvarmning til spørgeskemaet.

- Valgfrit: Find som en del af din forberedelse inden lektion 1 logoer fra vigtige manglende apps, som eleverne har nævt, og sæt dem ind i word-filen. Forvent at denne tilpasning kræver ca. 30 min ekstra forberedelsestid til at google og indsætte ikoner.
Dagens aktivitet: Før-spørgeskema
Hver for sig: udfyld spørgeskemaet online (20–30 min)
Eleverne sidder med egne computere. Du kan følge med på din computer/jeres whiteboard indtil, eleverne har givet deres samtykke til deltagelse, hvorefter eleverne fortsætter med at udfylde spørgeskemaet selvstændigt.
1. Eleverne skal kopiere og indsætte linket til Spørgeskema 1 i deres browser. Du finder det på undersiden af onlinesammen.dk for din skole.
2. På første side skal de indtaste deres forskningskode – de finder den på første side i Elevens Bog. Koden består af et sæt bogstaver og tal, og det er meget vigtigt, at den indtastes korrekt. Som lærer kan du blot indtaste “Lærer i [pågældende klasse] på [skole]”. Eksempelvis: “Lærer i 7A på Skovvangskolen”.
3. Læs sammen med klassen den korte tekst på næste side om anonymitet og frivillighed. Tjek, om der er spørgsmål.
4. Eleverne udfylder herefter spørgeskemaet selv. Du kan som lærer blot lukke vinduet igen.
5. Når de er færdige, vises en kort skriftlig debriefing på skærmen med information om, at det er normalt at få mange slags tanker, og at man kan tale med en voksen eller kontakte BørneTelefonen for anonym hjælp.
6. Til sidst laver I en opsamling i klassen – en fælles debriefing. Nedenfor finder du kort beskrevet, hvad debriefing er, og hvordan du kan udføre den.
7. Hvis jeres klasse er udvalgt til at anvende appen, m-Path, skal eleverne have den installeret i dag. Læs mere nederst på siden.
Refleksion i fællesskab
Eleverne kan have behov for at fordøje spørgeskemaet nu. Det er nødvendigt at checke, om der er brug for en en rolig, fælles debriefing, hvor læreren giver plads til, at eleverne kan dele svære tanker og følelser, som spørgeskemaet kan have sat igang. Reaktioner normaliseres, og du peger på, hvor man kan få støtte, hvis noget fylder. En god debriefing mindsker utryghed, og minder eleverne om, at der altid er voksne og fællesskaber at gå til.
Forslag til en kort debriefing (0-10 min)
1. Opsamling: Start med at sige til eleverne, at I nu kort samler op på oplevelsen med spørgeskemaet. Forklar, at man altid selv bestemmer, om man vil sige noget. Det er helt i orden bare at lytte. Hvis nogen vælger at dele, skal de andre lytte og give plads – uden at kommentere på det, der bliver sagt.
2. Tanker: Fortæl, at spørgeskemaet handlede om deres trivsel og relationer, og at det kan sætte mange tanker i gang. Stil et åbent spørgsmål som fx: “Hvilke tanker satte skemaet i gang hos jer?”
3. Følelser: Sig, at det også er normalt, at spørgsmålene kan vække følelser – både rare og svære. Spørg åbent: “Var der nogle følelser, der kom frem, mens I svarede?”
4. Mulighed for hjælp: Afslut med at minde eleverne om, at de altid kan komme til dig, tale med forældre eller en anden voksen – eller kontakte eksempelvis BørneTelefonen (116 111).
Hvis din klasse anvender m-Path
Hvis din klasse er udtaget til at bruge m-Path, skal du i Lektion 0 minde klassen om, at appen skal installeres, når de kommer hjem. De finder en guide til installation og brug i Elevens Bog og her på hjemmesiden.
Hver anden uge i OS-forløbet fra Lektion 1 og frem skal i sammen tjekke klassens særlige m-Path-side, hvor I kan se, hvordan eleverne har svaret på spørgsmålene. Det skal bare være et kort tjek – fx 10-15 minutter i en pause eller i slutningen af en time.
Du kan læse mere om, hvordan I anvender klassen m-Path side, og hvad I eksempelvis kan reflektere over i fællesskab her.
Du finder linket til klassens m-Path side på undersiden for din skole her på hjemmesiden.
